Marie-Louise Triksys

Jeg ser det som et stort privilegium at være vidne til et andet menneskes livsverden.

Her på siden kan du læse om hvordan jeg arbejder som autoriseret psykolog og psykedelisk integrationsterapeut.

Jeg tror at det giver os mennesker trivsel og mening i livet når vi føler os forbundne til andre mennesker, os selv, og generelt verden omkring os.

Mange forhold i vores opvækst samt i vores moderne samfund kan bidrage til at vi føler os afskårede og isolerede med det svære, og som kan stå i vejen for at leve autentisk.

Jeg ser de problemer vi oplever, som problemer i et større system. Det er ikke være individets skyld, selvom det kan føles sådan nogle gange når vi har det svært – da vi lever i et meget individualistisk samfund i dag.

For mig er spørgsmålet ikke “Hvad er der galt med dig?” men “Hvad er der sket i dit liv?”.

Når vi har det svært, bliver det ofte også svært at gøre det, som føles vigtigt for os.

Jeg ser ikke mig selv som en ekspert på dit liv eller det at være menneske, men jeg vil tilbyde et rum og samtale med nysgerrighed, fortrolighed og omsorg til at være med det svære, og også til at belyse dine særlige styrker og ressourcer.

Lidt om mig

Jeg er født i 1989, bor i København, og er mor til to børn. Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2016, og autoriseret af Psykolognævnet. 

Jeg har som psykolog arbejdet og dannet mig erfaringer fra forskellige steder. Her særligt min tid på et center for traumatiserede flygtninge i psykiatrien, og også min tid som frivillig rådgiver i Kræftens Bekæmpelses rådgivning.

Disse steder har jeg bevidnet, støttet, samt lært fra, mennesker i livskriser, tab, sorg og svære oplevelser fra livet, og dette er noget der ligger mig nær at støtte mennesker med i terapi.

Jeg går i supervision og egenterapi, og jeg tror på at for at jeg kan være en god terapeut er det vigtigt at jeg arbejder med mig selv.

Psykedelisk integrationsterapi

Jeg tilbyder det der kaldes psykedelisk integrationsterapi, som er terapi til at processere de psykedeliske oplevelser. Somme tider udbyder jeg også psykedeliske integrationsgrupper, nogle gange med Kate her fra NV-psykologerne eller andre terapeuter. Dette gør jeg i samarbejde med Center for Psykedelisk Dannelse.

Næste gruppeforløb starter op i februar 2026, se link:

https://cepda.dk/event/integration-circle-for-women-queer-and-non-binary-people/

Jeg har en 3-årig efteruddannelse i psykedelisk terapi fra Sydamerika, og så er jeg også efteruddannet i MDMA-assisteret terapi fra MAPS (Multidiciplinary Association for Psychedelic Studies).

Hvordan jeg arbejder

Jeg lader mig inspirere af forskellige terapiretninger jeg har erfaring med, og det er vigtigt at du kan føle dig mødt i hvem du er, og hvilken retning du gerne vil i livet. Jeg bruger dog primært metoden Internal Family Systems, og jeg er uddannet Internal Family Systems-terapeut.

Længden af forløb kan variere, men de fleste er på 5-10 sessioner. Hvis du ikke synes det har nogen gavnlig effekt efter 3 sessioner, tager vi det op til evaluering om det giver mening at fortsætte, og om jeg kan give dig en henvisning til en af mine dytige kollegaer i stedet. 

Jeg arbejder særligt med følgende temaer og problematikker:

  • Psykedelisk integration

  • Selvværd

  • Krise og traumer

  • Sorg og tab

  • Forældreskab

  • Polyamori og forskellige parforholdsformer

  • Spiritualitet

  • Stress og angst



Terapi kan være en kreativ proces, og jeg kan finde på at foreslå tegning , for at give udtryk til fx følelser eller billeder, som det nogle gang kan være svært at sætte ord på.
Jeg vil måske invitere dig med at mærke efter i din krop, da vores krop kan indeholde vigtig information og kan guide os.
Nogle gange arbejder vi måske med dine drømme, hvis du kan huske dem, da de med deres rige billeder kan fortælle nogle vigtige historier. Somme tider kan vi samme finde på nye ting, du kan prøve af derhjemme.